søndag den 13. september 2015

Lejre Kommunes Borgmesters svar på henvendelser vedrørende massiv lastbilkørsel på Hornsherredvej

De af os der bor i nærheden af Hornsherredvej har ikke kunnet undgå, at bemærke den stærkt tiltagende lastbiltrafik på Hornsherredvej - både hvad angår støjniveauet men også hvad angår den hastighed og hyppighed hvormed lastbilerne kører igennem Lyndby (og de øvrige små landsbysamfund langs Hornsherredvej).

Adskillige beboere har henvendt sig til Lejre Kommune omkring problemet og det har foranlediget borgmester Mette Touborg til at fremsende skrivelsen I kan læse i linket nedenfor. Kort fortalt har man fra kommunens side foretaget en trafiktælling på Hornsherredvej og fundet, at 75% af de lastbiler der kører igennem området, er jord- og grustransporter fra Kyndby Grusgrav. Lars i nummer 6 er en af de beboere, der har haft en dialog med kommunen og i en email fra en medarbejder i trafikafdelingen fik han oplyst, at man på dagen for trafikoptællingen (20. august 2015) havde talt 413 lastbiler fra kl. 06.00 til kl. 18.00 - et tal som lyder og - for beboerne ud til Hornsherredvej - føles ganske voldsomt. Det svarer til mere end én lastbil hvert andet minut i 12 timer!! Og oven i det tal skal lægges de almindelige personbiler, motorcykler, busser etc.

Kommunen har taget kontakt til transportfirmaet, som har meddelt, at transporterne fra Kyndby Grusgrav vil ophøre med udgangen af november 2015, hvorefter det trafikale pres på Hornsherredvej igen skulle vende tilbage til normalen - en tilstand, som bestemt også lader en hel del tilbage at ønske.

Kommunen er endvidere i dialog med politiet omkring fotovogne og vejsidekontrol af lastvogne for at øge trafiksikkerheden - begge prisværdige tiltag, der dog næppe vil gøre nogen synderlig forskel. De få gange politiet har været tilstede med fotovogne advarer samtlige trafikanter hinanden og desuden kan fotovognen - i hvert tilfælde den, der holdt parkeret i Lyndby - ses fra lang afstand så effekten kan vist overskues. Under alle omstændigheder er de hastigheder, som gennemkørende biler og motorcykler kører med, generelt langt over de tilladte 50 km/t.

Lyndbyparkens Grundejerforening er sammen med andre grundejerforeninger i området i dialog omkring en række emner - blandt andet de trafikale forhold - så håbet er naturligvis, at det samlede pres på et tidspunkt vil få kommunen til at iværksætte konkrete fysiske tiltag, som vil nedbringe både mængden og hastigheden af de trafikanter der kører langs fjorden.

Borgmester Mette Touborgs brev til grundejerforeningen